Keramik fra Iguana-Art





Ler er fantastisk....... man kan alt med det. Lige siden jeg i 2019 begyndte at lege med ler, har det tryllebundet mig i en grad, jeg slet ikke havde drømt om, var mulig. De fuldstændig endeløse muligheder, og de udfordringer der ligger i en lige så endeløs læringsproces, er præcis, hvad jeg elsker allermest i et kreativt håndværk.

Du kan se slideshows med en stor del af mine værker, helt fra starten og frem til nu, hvis du klikker på årstallene, men har du mest lyst til bare at se slideshows med for eksempel krus og kopper, så klik på billederne herunder. De nyeste ting vil altid ligge først i slideshowet for hvert årstal.

Se også billeder fra mit værksted og læs historierne bag nogle af mine arbejder på: værkstedshistorier - God fornøjelse...


 


Nummererede Unika  

Alle mine værker er unika, alt er lavet i hånden og er derfor ikke lig noget andet, selv om det måske ved første øjekast kan se sådan ud. Derfor har jeg valgt at nummerere nogle værker, som er endnu mere specielle: Månevaserne. Denne form har fascineret mig helt fra starten, smuk er den, helt igennem smuk og fuldendt

Her nyder jeg at følge mine første og vildeste ideer. Og når det lykkes, så får Månevasen et nummer, for i den ligger endnu mere lærdom og endnu mere sjæl.
 

Kopper og Krus  

Jeg øver mig meget i drejningens meget svære kunst... Og det er bestemt ikke let, nok det sværeste indenfor keramikken; men krus er gode at øve sig på, tilpas i størrelsen og med meget vide grænser for form og udtryk.

Efter 3 års læring, går det ret godt og det er blevet skønt at lave krus i alle afskygninger, både det at dreje dem, men også at lave hanke og sætte dem på. Det er kun fantasien, der sætter grænser her, og fantasien er jo næsten uden grænser...
 

Vaser  

Den smukkeste efterårsbuket i en smuk vase, måske på et flot dækket bord eller i vindueskarmen..... jeg elsker det ! Men når vasen ikke er i brug, når der ikke er en buket i den, skal den stadig kunne stå i rummet og være smuk, så skal den kunne bære sig selv, være en skulptur med sin egen berettigelse i verden. Det håber jeg, de fleste af mine vaser kan.
 

Fade og Skåle  

STORT !! De store fade er en særlig udfordring, egentlig ikke at lave dem i det våde ler, men brændingerne og ikke mindst at glasere de store emner, tvinger mig næsten hver gang til at nytænke de forskellige teknikker. Jeg bruger dem alle, ofte på nye måder og næsten altid sammen eller måske oven på hinanden. Til gengæld ved jeg aldrig helt, hvordan det kommer til at se ud efter glasurbrændingen... det er bedre end juleaften, hver gang ! Lol.
 

Skulpturer og Havepynt  

Stentøj er ler, der bliver brændt ved en så høj temperatur, at det ændrer sig og ikke længere kan absorberer vand, derfor kan det også bruges i vores haver og pynte der året igennem, trods frost og sne. Alt hvad jeg laver er stentøj, så jeg sætter både skulpturer, kopper og tallerkener, brosten og alt muligt andet ud i haven, farverne er så smukke, især om vinteren hvor alt andet er gråt i gråt.

Specielt er jeg glad for de 10x10x10 cm store keramik "sten", som kan lægges direkte i jorden som granitsten eller sammen med dem i en fin bueforbandt foran trappen...
 

Alt det andet  

- Og så er der alt det andet, som kan laves i ler... Julepynt, lågkrukker, spoon rests, sæbeskåle og garnskåle, pyt-knapper.... Ja der er jo ingen ende på, hvad man kan lave, havde man bare tid nok.